“Der er ingen tvivl om at du har store planer. De involverer for det meste dig selv, så sørg for, at du har tid til, at du uden problemer kan gøre, hvad du vil.”

Det var pudsigt nok ordene i gratisavisens horoskob, på dagen hvor jeg havde opsagt mit faste job. Jobbet havde taget form af ro, regelmæssighed og renhed – det lugtede langt væk af kedsomhed og jeg blev trist helt ind i sjælen. Jeg trængte til nye udfordringer og havde ladet tryghed og sikkerhed dominere over et længe ulmende ønske om at være kaptajn for egen flåde.

Nogle måneder efter kom mellemstesønnen hjem fra skole og demonstrerede begejstret et par origamifolder han havde lært i en kreativ matematiktime. Det var sjovt og så foldede vi ellers videre sammen ved spisebordet i et par dage. Da sønnen havde fået nok foldede jeg videre og i store træk gik det ganske simpelt sådan til at farvet kopipapir bygget over et stativ fra en gammel IKEA-lampe blev til beslutningen om at starte min egen produktion af håndfoldede papirlamper. Sonobe Light hedder de – og jeg synes stadig det lyder flot.

Med sikkerhed ved vi, at intet er sikkert og så kom der lige en graviditet i vejen for planerne… Efter tredje barn, en dejlig lang barsel og derefter to års hårdt, dyrt, sjovt, vanvittig udfordrende og lærerigt iværksætteri stødte jeg sammen med en marts op ad bakke. Iværksættermodet og energien svigtede helt ærligt – præcis på samme tidspunkt som året før. Skyerne hang tungt og overvejelserne om jeg var på en mission, der overhovedet var mulig, fyldte.

“Forandring sker når du blir’ den du er.” Ordene står med falmet skrift på en ældre gul lap jeg fik stukket i hånden på vej ud ad døren efter besøg hos en temmelig dyrtbetalt psykolog. Lappen hænger stadig på indersiden af skabet, så noget fik jeg da med hjem fra konsultationen og midt i tristheden brugte jeg to dage på at rydde op i mit værksted. Jeg sendte bunker af papir og gamle sager til genbrugspladsen og den lokale ungdomsklub, hentede mange kilo papir, rammer og perler til deres kreaværksted. Lige der tikkede en ønskeordre ind og med ny energi efter oprydningen genfandt jeg modet og tog mig sammen igen.

Så tilbage til start, iværksætteriet og egentlig også livet i almindelighed: Alting sker af en grund.

Sonobe Light vokser fordi jeg tror på det, arbejder hårdt for det og får så fantastisk mange tilkendegivelser, der fortæller mig, at jeg er det helt rigtige sted.

Jeg vil til enhver tid påstå at eventyret lever og lyset skinner på den som tænder det.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev