De børnehaveunger er så skønne, glade og bobler konstant over med herlige kommentarer.
Det var en ren fornøjelse at bruge en hel dag sammen med dem og deres pædagoger i Budstikkens Idrætsbørnehave. Jeg ville teste nye papirfolder og forskellige tegnematerialer på det transparente lampepapir og de mindste brugte farveblyanter mens de større fik penne med acrylfarve.
Jeg vil virkelig gerne lave et nyt lampefold der egner sig til dekoration, print, grafik for jeg har rigtig mange ideer til dette og det åbner for mange nye muligheder i krydsfeltet mellem lysfunktion og kunst. Det fik jeg så lavet – altså endnu et papirfold i rækken. Jeg havde gjort mit forarbejde og troede at det denne gang skulle lykkes. Foldet var godt i teorien og i det små – men blev knapt så godt og slet ikke brugbart i praksis da den store lampe skulle samles. Æv… men så har jeg også prøvet det – og løsningen er jo et sted derude – jeg har blot ikke fundet den endnu.
Så til trods for udfordringerne med at folderne ikke bærer hinanden godt nok – blev lampen samlet. Det krævede mere lim og lidt alternativ tankegang end ellers, men børnene glæder sig stolt til at få den nye lampe de selv har lavet op at hænge i deres børnehave. Så det kommer den. Udtrykket er skønt – som de kun 2-6 årige kan skabe det. Ser man bort fra de mindstes ivrige farve-kruseduller har børnetegninger jo et unika som kun kan skabes af børn – en umiddelbarhed og et detaljefokus, der slet ikke kan skabes på samme måde af en voksenhjerne.
Jeg er vild med det.
Nu på vej ind i et travlt og mørkere efterår med ordrebogen godt fyldt var det derfor herligt, at jeg nåede at stjæle en dag i børnehøjde. Resultatet blev ikke helt det jeg havde håbet på men det gav en flot lampe til børnene og anledning til taknemmelighed.
Det – taknemmeligheden – får derfor også lige en kommentar med på vejen. Det er så vigtigt at værdsætte i en tid, hvor vi ser og hører om alt for mange kedelige hændelser og alt for meget ligegyldighed, der oftest blot fører mere bureaukratisk kontrol og politisk korrekthed – frem for istedet at følge det gode eksempel.
Efter min dag i børnehaven gik jeg hjem med fyldt hjerte. Oplevelsen af glæde og varme mellem børn, pædagoger og medhjælpere var slående. Jeg oplevede den gode måde at tale med og til børnene på, jeg oplevede respekt og en givende atmosfære i en børnehave jeg ved er både tryg og stabil. Samtidig oplevede jeg masser af unger, der alle elsker at få store mængder kærlige kram af deres to unge mandlige medhjælpere. Mit hjerte boblede over.
Hvor er vi og vores yngste yngel af flokken på tre dog heldige at det netop er den børnehave, der er vores. Tak.
Herfra gælder det nu om at komme tilbage til papir- og lampeværkstedet, for der er som nævnt rigeligt at gå igang med og løsningen på det nye papirfold lader stadig vente på sig.
Næste gang er det der, tænker jeg.
KH Charlotte
NB. Lampen til børnehaven er bygget over samme model som model Amaea str. large med de originale Sonobe Light-folder, alt lokalt foldet og håndlavet i DK.