For et par måneder siden var jeg på gåtur ned ad Vesterbrogade og kom forbi et par tomme butikslokaler. Det var en noget træt antikbiks, der var ved at blive tømt og lokalerne trængte mildest talt til en ordentlig overhaling. Et blandet mix af vægbeklædninger sad i flere lag. Millimetertyk gammel og cigargul maling krakelerede af. Gulvene var delvist brækket op af håndværkerne og et stort beskidt enkeltlagsvindue gav et tåget indtryk af stilstand og mange års ælde.
Men… området er perfekt, bygningen – Kamma Rahbeks Minde – er gammel og smuk og nabobutikkerne skønne. Oppe under snavset i det mere end tre meter høje lokale gemte sig et gammelt apotekerloft i glas og en fin bred stuk.
Jeg var solgt på stedet over mulighederne, besøgte Tina og Iben i nabobutikkerne, fik et telefonnummer til bestyrelsen og lagde billet ind på lokalerne allerde på vejen hjemad.
Nu er stedet mit (vores) og efter tre år med papirfolderier i lampeværkstedet – som egentlig var (er) vores garage på hjemmeadressen er papir og lamper ved at flytte til deres nye omgivelser. Det bliver fantastisk at få plads til at udvikle nyt. Få rum at sætte projekter igang, til at kunne invitere indenfor og til både at kunne producere og præsentere mit papirfoldede lys fra et og samme sted.
Der er blevet hamret og banket hele vejen rundt i de smukke gamle lokaler. Terrazzogulvet kunne ikke reddes men hele resultatet er sat i stand med fin respekt for den gamle bygning fra år 1900.
Julefreden sænket sig og vi holder familiefri. Dog er vi også på vej og kan næsten ikke vente til for alvor at slå dørene op og invitere indenfor i den nye Sonobe Light butik og studio, Vesterbrogade 177 på Frederiksberg.
Uge tre er åbningsuge og lørdag 18/1 inviterer vi til reception. Tilmeld dig mit nyhedsbrev i bunden af siden her, hvis du være sikker på at modtage en invitation for at hilse på og se de nye lokaler. Vi byder på bobler, snacks og hvad vi ellers finder på af festlige overraskelser og trækker også lod om flotte lamper.
Hvis du tilfældigvis er i området i anden anledning er du mere end velkommen til at kigge ind allerede lige efter nytår for vi er der og knokler på for at få det hele færdigt.
Endnu tager vi et par dage med den fede julespise og familien rundt ved bordet. Herfra skal lyde et stort tak for i år – et tak for at du følger med, hjælper mig til at folde lyset ud og støtter op om det jeg under et kalder mit LIGHT- LOVE – PAPER projekt.
Jeg håber vi ses til åbning af min butik eller ved anden lejlighed i 2020.
Rigtig godt nytår herfra ?
Kh Charlotte & Co
Recent Comments